For mig er frihed og tolerance - to sider af samme sag. Frihed giver kun mening, hvis der i et samfund er en vidtgående tolerance  ovre for meninger, man ikke bryder sig om. Tolerance bliver på den anden side et meningsløst og tomt  begreb, hvis den ikke bliver praktiseret med vide rammer for at give sin mening til  kende og ytre sig på en måde, som andre finder frastødende og forkasteligt.
Historisk er friheden og tolerancen hinandens forudsætninger, ikke modsætninger. Efter religionskrigene i Europa i det 16. og 17.  århundrede blev der formuleret  en doktrin for religiøs tolerance, og den indebar, at borgerne måtte lære at leve  med medborgernes frihed til at praktisere en anden tro  end den dominerende.
I et liberalt demokrati må tolerance og frihed være tæt  forbundne. Jo stærkere et spændingsforhold der er mellem ytringsfrihed og tolerance, jo større en risiko er der for, at samfundets demokratiske fundament bliver eroderet. Når et samfund bliver mindre tolerant, bliver det mindre frit, og  når friheden i et samfund begrænses, er det, fordi det er blevet mindre tolerant.
I de seneste 10 års debat om ytringsfrihed er det blevet  tydeligt, at mange ser frihed og tolerance som modsætninger.Det betyder, at  man kan blive stemplet som intolerant, hvis man forsvarerfriheden, mens man kan blive kritiseret for at underminere friheden, når man påstår, at man er tolerant. 
Dette spændingsforhold mellem frihed og tolerance skyldes, så vidt jeg kan se, at tolerance-begrebet har mistet sin oprindelige betydning. Det har undergået en  dramatisk forvandling og er blevet en trussel mod friheden. Ikke mindst fordi det har bidraget til at opløse den for et demokrati afgørende skelnen mellem ord og handling.
Det var noget af det, debatten om Muhammed-tegningerne handlede om.
Det er korrekt, som den østrigske filosof Karl Popper skriver i "Det åbne samfund og dets fjender”, at der også må være grænser for tolerance;  hvis der hersker en ubegrænset tolerance i et samfund, så fører det nemlig i sidste ende til, at tolerancen bliver likvideret. Derfor må et liberalt demokrati være parat til at forsvare sig mod de intolerante. Det betyder imidlertid ikke, at de intolerante og deres ytringer og meninger skal kriminaliseres.
”De intolerantes frihed bør kun begrænses, når de tolerante har grund til at tro, at deres sikkerhed og det tolerante samfunds frihedsinstitutioner er i fare” – som  John Rawls formulerede det.
Lad mig illustrere min pointe med to eksempler fra den hjemlige politiske virkelighed. For det første har flere fremtrædende politikere opfordret til et forbud mod den islamistiske gruppe Hizb-ut-Tahrir. Jeg finder Hizb-ut-Tahrirs ideologi forkastelig og den strider mod  de værdier, jeg bekender mig til, men tolerance handler jo netop om at leve med det, man forkaster og ikke bryder sig om. Derfor mener jeg, at det et udtryk for en unødig intolerance at forbyde Hizbut-Tahrir. Danmarks Kommunistiske Parti var heller  ikke forbudt under Den Kolde Krig, selv om partiet ønskede at afskaffe det liberale demokrati.
For det andet har Straffelovrådet anbefalet at blasfemiparagraffen bevares i Danmark, således at bestemte religionskritiske ytringer ikke er omfattet af lovens beskyttelse. Det finder jeg intolerant på linje med ønsket om at forbyde Hizb-ut-Tahrir. I  blasfemilovens tilfælde forsvarer man ønsket om at bevare den med henvisning til, at mørkemænd i andre lande kan reagere uforudsigeligt på religionsforhånende ytringer i Danmark. I stedet kunne man jo vende problemstillingen om og sige, at vi ønsker loven afskaffet i solidaritet med de dissidenter, religiøse og etniske mindretal, der enten risikerer dødsstraf eller lange ophold bag tremmer, fordi deres tro og ytringer opfattes som blasfemiske uden for Danmark.
På den måde ville regeringen på fredelig og civiliseret vis slå et slag for frihed og tolerance ikke bare i Danmark, men også i de lande, hvor friheden og tolerancen har  trange kår. Det ville være Danmark, når det er bedst.

Tags: Flemming Rose, ytringsfrihed, frihed, Tavshedens Tyranni, tolerance